"Danmark var det letteste mål," Jyllands-Posten, 26 September 2002, Mads Stenstrup
Tidligere polske generaler har netop taget bladet en anelse fra munden, hvad angår den deres lands rolle i et planlagt østblokangreb på Vesten under Den Kolde Krig.
Fornøjede var de vel ikke ligefrem - de polske generaler, der før Berlinmurens fald havde til opgave sammen med østtyskerne at skulle organisere en invasion af bl.a. Danmark, Nordtyskland og Benelux. Men omvendt betragtede de heller ikke opgaven som umulig.
Det fremgår af en række netop offentliggjorte interviews med bl.a. adskillige polske generaler med selveste Wojciech Jaruzelsky, den tidligere premierminister (1981-85) og præsident (1989-90) i spidsen. De bliver bl.a. spurgt, hvilke af de tre-fire fronter, som Warszawapagten planlagde at gøre udfald mod vestpå, man opfattede som den letteste. Fra Sudeter-bjergene i syd til Baltikum i nord:
"Jeg tror, at vores opgave var den letteste, når man tog modstanderen i betragtning", siger en ikke nærmere præsenteret general Tadeusz Tuczapski en anelse respektløst.
"Alt andet lige, den danske hær og den belgiske, lad os nu ikke overdrive... På det tidspunkt var problemet, at angrebet (på Danmark, red.) krævede en speciel operation til havs," siger generalen.
Han berører derved spørgsmålet om den forholdsvis svage polske flåde. Polakkerne var overbeviste om, at de - i givet fald - øjeblikkeligt ville få støtte fra den sovjetiske Østersøflåde.
Spioner på strandene
De konkrete planer var selvfølgelig tophemmelige dengang og er det åbenbart stadig. Østblokpolitikerne kunne trods alt ikke på en gang få f.eks. den danske venstrefløj til at sluge de sukkersøde fredskarameller, som man lokkede med, og til samtidig erkende, at deres spioner luskede rundt og studerede landgangsforholdene på de sydsjællandske strande.
Også i dag henviser de polske generaler alle til den ed, de i sin tid svor over for det daværende kommunistiske styre, når de i interviewene afviser at afsløre præcise detaljer.
Alligevel har de ganske opsigtsvækkende taget bladet en anelse fra munden om deres overvejelser den gang. Det er sket over for PHP, "Parallel History Project on NATO and Warsaw Pact", et shweizisk baseret internationalt konsortium af forskere, der studerer de historiske dimensioner i de europæiske sikkerhedspolitiske spørgsmål. Gruppen, der bl.a. blandt bakkes op af det nationale sikkerhedsarkiv på George Washington Universitetet og Center for Sikkerheds- og konfliktstudier i Zürich har for få dage siden lagt de 350 siders interviews ud på internettet. Heraf er en god del oversat til engelsk.
Interviewene viser den nøglerolle, som den polske front var tiltænkt i de sovjetiske planer for "befrielsen" af Danmark under en krig mod NATO, lyder en af konklusionerne fra forskergruppens leder, Vojtech Mastny.
Forebyggende angreb
De polske generaler, som erkender kun at kende til den begrænsede polske del af den overordnede sovjetiske strategi, mente tilsyneladende, at planerne kun skulle føres ud i livet som svar på et NATO-angreb. Et vestligt angreb, som polakkerne vurderede ville mislykkes i løbet af få dage, uanset at man forestillede sig, at NATO i givet fald ville bruge atomvåben mod flere dusin af f.eks. polske mål.
Østtyske papirer har tidligere vist, at ordren om østlige modinvasion skulle opfattes temmelig elastisk, og at invasionen også skulle kunne sættes ind forebyggende, altså i forventning om vestlige planer for angreb.
Generalerne regnede med, at en halv million polske soldater måtte ofres primært på grund af den forventede massive brug af atomvåben fra begge sider. Mens de sovjetiske planer i 1957 gik på at indtage København på 21 dage, mente man mod slutningen af Den Kolde Krig at kunne klare den sag på blot tre-fire dage.
Upålidelige polakker
For den danske koldkrigshistoriker K.G.H. Hillingsøe, generalløjtnant og pensioneret chef for NATOs Enhedskommando, bekræfter de polske udtalelser indholdet af papirer fundet i østtyske arkiver for 10 år siden.
"Dog synes tiden at have givet de polske generaler visse hukommelsestab, hvad angår den reducerede rolle i et østangreb, som sovjetrusserne tiltænkte dem efter 1981. Opblomstringen af den frie polske fagforening Solidaritet gjorde dem simpelthen mindre pålidelige i Moskvas øjne, og polakkerne blev flyttet fra første til tredje angrebsbølge," siger Hillingsøe.
"Skjult i hukommelsen har de åbenbart også den materielle mangelsituation blandt Warszawapagt-landene og frygten for den vestlige luftoverlegenhed fra midten af 1980'erne. Den gjorde, at de reelt opgav at indlede et angreb Danmark over søsiden fra Sjælland. Derefter satsede Den Røde Hær først på at marchere gennem Tyskland for at gå op gennem Jylland for først at sætte amfibielandgangsangreb og i øvrigt også atomangreb ind fra dette tidspunkt. Også hvad angår den sovjetiske hemmeligholdelse af de overordnede strategiske planer blev polakkerne åbenbart holdt helt uvidende ligesom de andre lydstater. De skulle blot løse deres opgave, som altså var besættelse af Danmark."
Detaljerede landkort
Tiltroen til egne evner var åbenbart lidt forskellig blandt de polske generaler. Førnævnte Tuczapski lægger i interviewene meget vægt på den enorme overvægt, som østblokken kunne levere i landstyrker og kampvogne, mens en anden, general Jerzy Skalski, i sin del af interviewet gør opmærksom på de store problemer, som manglen på luft- og søherredømme måtte give Warszawapagten.
I en personlig kommentar tilføjer K.G.H. Hillingsøe:
"Som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen så tit har sagt... så dokumenterer disse interviews netop, hvor livsvigtigt det var for Danmark at holde øje med polakkerne. I dag kender vi jo også til de ultradetaljerede landkort, som Den Røde Hær havde udarbejdet over hele Danmark helt ned til markering af de enkelte landbrugsejendomme. De to danskere, der blev snuppet under fotografering af polske militære installationer i 1987 og forårsagede politisk tumult og fordømmelse herhjemme burde i sandhed i stedet have været dekoreret,"mener den danske general.
